Jubileumshilsen Av Jens Stoltenberg
Tale «Børs og katedral»
Av Erik Must
Profil Et slag for amatøren
Lars Saabye Christensen intervjuet av Kåre Bulie
Profil «Det er vi som er de siste anarkistene»
Horace Engdahl intervjuet av Christian Kjelstrup
Refusjonsbrev
Av redaktør Johan Borgen
Novelle Yama
Av debutant Axel Jensen
Bildeserie Utvalgte Vinduet-forsider fra 1947 til 2007
Gjendiktninger Wallace Stevens’ alderdomsdikt
Til norsk ved Jan Erik Vold
Reiseskildring Noe om Georg Johannesen og liv og død-situasjoner – eller: Jeg vet ikke hva
Av Nils-Øivind Haagensen
Reiseskildring Om fingeren som ikke viser vei Av Andreas Viestad
Debattessay Intimitetstyranni? Av Espen Haavardsholm
Debattessay Innholdisme Av Per Bjørnar Grande
Haiku Seks haiku
Av Inge Haugane
Spalte Ein ganske fotnoterik guide til: Litterære jubileum
Av Are Kalvø
Bokomtale Møllerens skrift
Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden og Alltid den samme snøen og alltid den samme onkelen

Av Kaja Schjerven Mollerin
Bokomtale Syngende prosa fra sør
Edward P. Jones: The Known World og All Aunt Hagar’s Children

Av Erik Bjerck Hagen

Innhold Vinduets novellenummer:

Leder

1. premie
Reidun Elise Foldøy: «Den store dagen»

Delt 2. premie
Karine Nyborg: «Det må være en grunn»
Eva Sannum: «Love me tender»

4.-10. premie
André Aronsen: «Marsha»
Lena Niemi: «En grav og gå til»
Arild Rossebø: «Magda og Ludvig»
Stein Slettebak Wangen: «Kjære liv»
Eivind Riise Hauge: «Fars sigaretter»
Tommy Kvarsvik: «Bil A, bil B og Tore – en studie i det rekonstruerte liv»
Knut Rage: «Ein stad finst det nokon»

Dikt

To dikt
av Morten Søndergaard

S E LV P O R T R Æ T I U D B R U D

For foden af Sundoro planter bønderne ris,
og solen står op bag Asama-Yama.

Vandbøfler bader i flodernes mudder
på sletten foran Galunggung, og skyerne
spejler sig i Keli Mutus’ vandfyldte krater.

Oyoye melder om endnu en fredelig nat,
og en stæreflok lander på Oshima.

Nevado Ojos del Salado bliver ved
     med at stirre op i en skyfri himmel,
og Loloru er stille.

Det sner på Fujijama,
inde i Soretimeat smelter et digt.

En kvindelig forsker kaster et forelsket blik
     op på Monte Pelee, som i 1903 dræbte
29.580 mennesker på få sekunder.

Det gløder under Karymskys iskappe,
     og fra Longonot stiger en dampsøjle til vejrs,
et svanetræk ses over Kuttyaros kontur.

En fåreflok bølger ned over Ararat,
     og Plinius den yngre fortæller, at folk i Pompeji
bandt puder om deres hoveder under flugten fra Vesuv.

La Palma hvisker om Cerro Azul,
     og Ischia fabler om Batur.

1450 (f.v.t.) sprang Thera (Santorin) i luften,
og det minoiske rige gik under, nu er der kun
     den havfyldte caldera tilbage, hvor turisterne bader.

Chimborazo står stolt i den første sol, og en fisker
     trækker sin båd op på stranden ved Tambora.

En agave går i blomst på Ruminahui,
     og hærfugle skriger i den blomstrende gyvel
på Monte Somma.

Pinatubo tæller sine udbrud,
     og South Sister kalder Hekla.

Lyn glimter i Monte Pelatos obsidian,
     og sneen smelter langs Kilimanjaros kraterrand
5895 meter over havet.

Der er forbløffende roligt på Jebel Marra.
Uzon og Voon siger deres navne.

Karthala mediterer over sit rumfang.

Noget har gjort dyrene urolige på Mount Camerun,
     og Pematang Bata synger for Meru.

Citlaltépetl skriver breve af silicium til Ziminia,
     og mens El Misti langsomt tæller ned,
begiver otte bjergbestigere sig af sted
     mod toppen af Tangkuban Perahu.

Kuntomintar svarer ikke.

Aktiviteten i den arktiske vulkan Mount Erebus
     er forbundet med de jordskælv,
som netop har ramt Kilauea,
     6,6 på den opadtil åbne Richterskala.

Rudakov ligner stadig en sovende kyklop,
og de tre som blev dræbt på Tungurahua,
     mindes ved en højtidelighed i kirken i Quito.

Mens et jøkelløb gør sig klar over Grímsvötn,
     prøver Dieng at få kontakt med Gunung Api.

Mauna Loa begynder at stønne.

En herreløs hund hyler for foden af Guntur, og selv
     om Gelai’s udbrud er harmløst, har det tiltrukket
videnskabsfolk fra hele kloden.

For fire millioner år siden kom tre forhistoriske
     mennesker forbi Mount Sadiman,
man kan stadig se deres fodspor i asken.

Rystelserne fra Semisopochnoi kan mærkes af alle
     i en radius af 15 kilometer, og en helikopter
cirkler om Mount Isabella.

Tiatia løber fuld, og Toba bliver mere og mere urolig,
     under katastrofen i 1783
dræbte Laki en femtedel af Islands befolkning.

Usangu Basin bliver ved med at vrøvle om Dukono.

Neden for Mauna Kea begynder en flok heste at løbe,
     og trætte mænd kravler op fra Kawah Idjen
med svovlstykker på skuldrene.

Usu kalder Tarumai.
Bogoslof kalder Akutan.

På Klyucevskoi har en sprække åbnet sig,
     og de sneklædte træer giver sig til at brænde.

Makawu kan nu gå i gang hvert øjeblik,
     og magma skyder op under Cereme.

En glødende sky er under opbygning i Komaga-Take,
og hvem ved, hvad Ngauruhoe egentlig har tænkt sig.

Pinacate ringer til Krafla, og dyrene ved,
     at Nyamlagira snart går i udbrud.

Situationen er kritisk på La Soufrière,
og Popocatépetl har det vist ikke for godt.

Stromboli forstår ikke længere ordet «jeg»,
     og Skt. Helen erklæres i undtagelsestilstand.

Mashu elsker Lolo.

Herdubreiden er fortrinsvis dannet af glas,
     og om natten lyser Karangetang skyerne op.

Pichincha skriver kemiske e-mails til Yali.

Mens kiseltårer falder fra Halemaumau,
     drømmer Shishaldan om fosfor.

Det er ikke til at sige, hvor længe der vil gå,
     før keglen på Osorno kollapser.

Set fra rummet ligner Izalco en engel
med enorme forstenede vinger.

I 1883 dræbte Krakatau 36.400 mennesker,
     og trykbølgen løb tre gange rundt om jorden.

Glødende aske hæver sig over Piton de la Founaise,
     og Ixtaccihuatl er gået i chok,
Kohala fantaserer om flydende kvarts.

Katla har et subglacialt udbrud i gang,
     og kaskader af lava slynges til vejrs over Surtsey.

Santa María til Gaua.
Adagdak til Nisyros.

Lengai har opgivet sin perfekte symmetri,
og Colima ser ud til at være vågnet,
     mens klipperne smelter på Piton del Teide.

El Chichón skal til at sige noget, og nyt materiale
     strømmer ind i Opala.

Baitoushan længes efter Usu,
     og Lewotolo begynder at danse.

Lokon vender sig i søvne.

Så er Srednii gået i gang, nu er Mount Terror,
     og indsivende grundvand i Aoba
får trykket til at stige i den flydende kisel.

Steller kalder Goodenough.

Nu er det begyndt at rable for Guagua Pichinch.

Så har Ili Boleng skiftet farve fra gul til rød,
     og en ildsøjle rejser sig to kilometer over Rajabasa.

En askelavine ruller fra Agung med 300 kilometer i timen,
og mudderfloder flyder ud under Kialagvik.

Så har Llaima dækket sig selv med aske.

Et jordskælv på Paricutin får jordskorpen
     til at slå revner, og selv større bygninger styrter
sammen på Tibesti.

Redoubt siger, at verden stadigvæk er ved at begynde.

Kogende mudder vælter ned ad Nevado de Ruíz,
     og så raser Mahukona.

På sydsiden af Nyiragongo åbnes en sprække,
     og bønder flygter, mens deres bananpalmer
brænder.

Fuego overvejer at opløse sig i sit navn,
     og nu siger San Miguel farvel.

Fra Kelut ruller en lavine af flydende sten
     ned over tætbefolkede dalstrøg,
mens Momotombo kalder og kalder på Puracé.

Så er Askja, så er Kavachi, så er Shiveluch,
     så er Motir, så er Tenerife i udbrud.

Nu kopulerer Koko med Maui.

Så sender Merapi en pyroklastisk sky
ned over en sovende landsby,
og plumrede skyer af pulveriseret klippe
     pumpes op over Sakurajimas.

Nu er der ikke meget tilbage af Katmai.
Nu er Unzen ikke længere sig selv.

Så er Galeras, så er Smirnov,
     så er Tristan da Cunha i udbrud.

Etna har ikke besluttet sig endnu,
men Mayon eksploderer.

FLOW

– Har jeg glemt noget?
Granatæblerne åbner sig, fortrolige, lystne.
Du kaster en håndfuld granatæbler
på et bord med en suveræn gestus.
Hvad vi fandt her? Kaos. Et løfte fra tomater …
     En tomat siger: Jeg findes som vilje,
som varmt frugtkød omsluttet af en hinde.
Opløftet til ord. Det må gå,
som det kan. Det blinker i luften
over dine læber, saft og lys.
Videre i en mørk rus. Som det sorte
vindhviskende granatæble fra den ægyptiske
skrivers grav. Huden er våd og varm.
     Her er virkeligheden et fint vibrerende slør.
Fortrolige ord fra den underste himmel.
– Kom.
Sommetider siger vi: Kom kaos.
     Og kaos kommer med sine barberblade
og glade lyse smil. Jeg holdt en hånd
op mod solen. Vinkede. Her flyder
kroppene sammen, gennembryder hinder,
     røde membraner, læder, hud.
Skød vi noget fra os? Tiden går.
Alligevel ligger dagene på ryggen som
døde spyfluer. Deres metalfarver:
     Sort, violet, blå.
Vi fortsætter, tomatagtige,
en sætning der begynder forfra.
Forfra?
Det kan ikke lade sig gøre. Gør det alligevel!
Fortsættelse følger.
– Har du selv pakket din bagage?
Vi har ingen bagage. Eller: Vi er bagagen,
en kuffert, virkelig og af læder
     påklistret små håndskrevne sedler:
NN, Grand Hotel Kaos.
Alle leder efter deres kufferter.
     Men kufferterne når aldrig frem.
Fordi vi lod dem stå uden opsyn,
     blev de destrueret
af sikkerhedsmæssige grunde.
Hvor er vi? Ordene er små hinder
rundt om tingene, vi gnaver af.
     De smager godt.
Her er vi synlige for tilfældets snigskytter.
Sælsomme bølger af sælsom lyd.
Tag dit tøj af … Bagefter tænkte vi ved os selv:
     At være en kuffert?
To Be. Continued.
Men siger man ikke gerne: Bjergene blåner?
     I bjergene bor de gamle.
Der sidder en mand op ad et granatæbletræ:
– Buona Sera.
– Buona Sera. Hvad hedder «smukt» på tysk?
– Schön.
Han smager på ordet:
– Si … «Schön», si, sad tre år i Dachau.

     Vidste at jeg ikke kunne klare en vinter til. Jeg
     skjulte mit ur, da de bankede livet ud af mig.
     Overlevede kun ved at spille død og rulle ned i
     en bæk. Byttede uret for et brød og en tomat.
     Klarede kun vinteren på grund af brødet og
     tomaten. Schön.
Griner med sin tandløse mund. I bjergene
bor de overlevende. En siddende tanke.
De overlevende sidder med deres hunde
og ser solen gå ned.
     Kan jeg finde sted i dette røde fald?
Der står en stol i floden ved jernminen.
     Hvem kan tage plads der?
Vil du?
Du spørger: Er kaos en mulighed?
Vi tager plads i den røde flod. Der går vi
     gerne ned. Tomatfloden.
Mens vi opholdt os ved disse ting,
fandt et attentat sted. Så og så mange.
Så og så meget. Her og der.
     De sender direkte. Der og her.
De gamle står og gumler.
– Hvad hedder dette land?
Det hedder: Ingensteder.
Vil jeg overleve? Vil jeg en dag
stå der og binde tomater op
     og lade kaos gro? Schön.
Hælde flydende bronze i alfabetet,
hugge i øjeblikkets marmor …
Vi sender direkte omspændt af det vilkårlige.
     Mine ord, dine sitrende øjenbevægelser:
Øvelser i glemsel. Men sproget betyder,
     og det smager godt.
Ordene virker og bærer tingene hen, hvor de skal.
Vi samler os til sprog på sætningernes tråde:
     Perler. Svaler. Det hele kan forsvinde
så let som ingenting. At være tomat …
At være det som svupper på plads.
Granatæblerne åbner sig, flækker med
     søde dufte, de blotter deres
dampende hjerner. Tænk at
     finde orden, hvor vi ingen forventede …
Bagefter ligger der noget uoversætteligt
tilbage i dåsen med flåede tomater. Noget
     der river sig løs og strømmer ud over byen:
En kvinde vander blomsterne på en balkon.
En suveræn gestus!
Fortsæt denne våde bestræbelse …
– Hvorfor fortsætte?
– Livet er forunderligt, og jeg er meget interesseret i at leve det.
     Skriv det. Skriv det ned. Ordene er fly,
der lander på en rød mark. Kom ind.
En eller anden siger: Allerede.
Det ord findes. Hvor var det godt, vi huskede
at få det med! Allerede er vi kommet frem.
     Allerede kan vi begynde. Det er mærkeligt, men alt andet
vil ikke give mening. Derfor kan vi sige:
Allerede.


Diktene er hentet fra diktsamlingen VINCI, SENERE som utgis på Borgen forlag den 24. oktober 2002. Søndergaard leser på Bergen poesifest søndag 27. oktober.

Publisert 21. oktober 2002 | Til toppen av siden