Jubileumshilsen Av Jens Stoltenberg
Tale «Børs og katedral»
Av Erik Must
Profil Et slag for amatøren
Lars Saabye Christensen intervjuet av Kåre Bulie
Profil «Det er vi som er de siste anarkistene»
Horace Engdahl intervjuet av Christian Kjelstrup
Refusjonsbrev
Av redaktør Johan Borgen
Novelle Yama
Av debutant Axel Jensen
Bildeserie Utvalgte Vinduet-forsider fra 1947 til 2007
Gjendiktninger Wallace Stevens’ alderdomsdikt
Til norsk ved Jan Erik Vold
Reiseskildring Noe om Georg Johannesen og liv og død-situasjoner – eller: Jeg vet ikke hva
Av Nils-Øivind Haagensen
Reiseskildring Om fingeren som ikke viser vei Av Andreas Viestad
Debattessay Intimitetstyranni? Av Espen Haavardsholm
Debattessay Innholdisme Av Per Bjørnar Grande
Haiku Seks haiku
Av Inge Haugane
Spalte Ein ganske fotnoterik guide til: Litterære jubileum
Av Are Kalvø
Bokomtale Møllerens skrift
Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden og Alltid den samme snøen og alltid den samme onkelen

Av Kaja Schjerven Mollerin
Bokomtale Syngende prosa fra sør
Edward P. Jones: The Known World og All Aunt Hagar’s Children

Av Erik Bjerck Hagen

Innhold Vinduets novellenummer:

Leder

1. premie
Reidun Elise Foldøy: «Den store dagen»

Delt 2. premie
Karine Nyborg: «Det må være en grunn»
Eva Sannum: «Love me tender»

4.-10. premie
André Aronsen: «Marsha»
Lena Niemi: «En grav og gå til»
Arild Rossebø: «Magda og Ludvig»
Stein Slettebak Wangen: «Kjære liv»
Eivind Riise Hauge: «Fars sigaretter»
Tommy Kvarsvik: «Bil A, bil B og Tore – en studie i det rekonstruerte liv»
Knut Rage: «Ein stad finst det nokon»

 

Den undrende And(en) fra andegården
av Gitte Mose


Jeg forbavses over at jeg af og til bliver gjort opmærksom på, at jeg er fremmed. Hvem blandt alle mennesker tør påstå at han eller hun er bedre hjemme end jeg?

I Danmark bor en forfatter, musiker, video- og billedkunstner, som ofte forundres og stiller spørgsmål som f.eks.: hvorfor ser danske rådhuse ud som de gør, og hvorfor står der som regel en skulptur foran dem? Hvorfor skriver Trafikministeriet på deres hjemmeside, at «Hver trafikdræbt er én for meget», og hvad gør de ved det?

Pablo Henrik Llambías hedder (m)anden – med egne ord konceptualist og med en baggrund i studier ved musikkonservatoriet, kunstakademiet og filmvidenskab. En slags svar på det første spørgsmål finder man i Rådhus (1997), en flersporet collagebog med 275 kedelige fotografier af samtlige danske rådhuse (signeret forfatteren), noveller og prosastykker, der bl.a. omhandler og skildrer drømme, filosofiske samtaler, interview med borgmestre og andre kommunalt ansatte, hotelophold i USA, filmoptagelser samt private optegnelser. Dertil kom en virtuel kommune nr. 276 på internettet og en udstilling i et galleri.1

Ud fra ulykkesstatistikker (hvert år dør 500 og 10.000 skades alvorligt i den danske trafik) og forsikringskoncepter (det er «billigere» for kommunen at folk dør, end de bliver handicappede)2 besvarer Llambías det andet spørgsmål med den omvendte verden (i) A.P.O.L.L.O.N. (2000), en kafkaesk mytologisk science fiction-roman, hvor dødsfald ikke er ulykker, men indført efter et nøje planlagt ratingsystem af programmet Z.E.U.S., gennemført af styresystemet A.P.O.L.L.O.N. og udført af det hemmelige politi, dræberorganisationen H.E.R.A.

Llambías har beskrevet Rådhus som «et stykke eksperimental-litteratur, der søgte at indkredse hvordan man bedst kunne tale om virkeligheden, når fortælleren såvel som bogen var (og er) en del af den. Bogen var en undersøgelse af synspunktet – forstået som det sted, man ser fra» – synsvinkler der udmærket kan anlægges på forfatterskabets tekster som sådan – inklusive Anden, et «katalog» der blev lavet til en udstilling af ialt tolv manipulationer af Diego Velazquez berømte billede Las Meninas (1658), udført af forfatterens argentinske onkel Enrique Llambías.

Her formuleres forundringsspørgsmålet (jf. ovenstående indledende citat), denne gang til fremmedhed og nationalisme, og det besvares i første omgang med:

Jeg skal være den sidste til at gøre noget ud af at jeg er af halvt argentinsk oprindelse. Hvor kommer man fra? Man kommer fra den and i det land der tilfældigvis passerede forbi, da man slog gluggerne op for første gang. Der er ingen grund til at tage det personligt. Der er ikke noget at forsvare. Du er ikke 'dansk' eller 'argentinsk'. Du er en forvirret ælling med en fjer i hatten når du løfter din hånd i tilhørsforholdets navn. Som en fan til en fodboldkamp. Bare rolig min ven: du er ingenting. Det hele er blot til låns.3

De tolv tekster følger billederne «som ællingen i fodsporene på en and», som Llambías skriver i disse tekster om identitet, baseret på en subjekts- og virkelighedsopfattelse som er symbolsk ladet, kulturelt og historisk betinget.

Hvis man antager at der findes noget under danskheden, må det formodes at være det samme som det der findes under argentinskheden. Dette noget er ikke det andet. Det må være det første eller det tredje.

I Llambías værker overskrides grænser mellem genrer, det private, det politiske og det fiktive i en mærkværdig blanding af refleksion og hyperrealisme. Forfatterskabet er både et billede på og forholder sig til et superkomplekst samfund, hvor der ikke længere findes én fælles virkelighedsreference, men flere, der alle i en eller anden grad er fiktive.

Tv lever af at sælge virkelighed. Virkelighed består af en lang række tegn på virkelighed. Blandt disse findes 'dansk' og 'argentinsk'. På et tidspunkt vil tegnene for 'dansk' og 'argentinsk' være recirkuleret så mange gange at de fremstår som klichéer. Globalisering indebærer ikke at vi mister vores identitet. Globalisering indebærer at vi mister den identitet, som vi blev tilbudt fra og med 1700-tallet. Det er ikke det samme.

Så samtidig med der insisteres på, at den symbolske virkelighed, at tingene, lader sig opleve og udtrykke i sprog, et af de store paradokser, nemlig bevidstheden om begrænsninger i vores viden, medtænkes.

Som onklen der tømmer Velazquez' billede, fylder det igen for endegyldigt at tømme det, lukke og slukke, forlade og overlade rummet til glemslen på slottet Alcazar – tømmer nevøen tegnene for identitet og nationalitet, for (prøvende) at fylde dem på ny:

Som en and vralter Danmark forbi og aftegner sig i mig som årerne i et træ. Sjælen er af bøgeved og når jeg åbner munden falder der danske ord ud. Det kan ikke diskuteres. Havde jeg været tysk, var jeg tysk. Fransk fransk. Argentinsk argentinsk. Spørgsmålet er om jeg så havde været en anden?/ Jeg er en anden. Jeg er dén anden min søn så da han slog øjnene op for første gang.

Det kommer an på øjnene der ser, og teksterne er på mange måder typiske for denne kunstner, som bevæger sig i og mellem de mange kunstarters rum. Hans eget rum er det ustabile, det inkonsistente og det omskiftelige, et (mellem)rum som ligner det Foucault søger at afdække i sit store arkæologiske værk Les mots et les choses (1966)4 for at finde frem til 'ordenens væsen'. Mellem det allerede indkodede blik og den refleksive erkendelse – i tankerummet mellem kulturens fundamentale koder og de videnskabelige teorier og filosofiske fortolkninger – hvor den umærkelige forskydning finder sted, er det at dette 'væsen' træder frem, «afhængig af kulturerne og epokerne, kontinuerlig og gradueret, eller sønderdelt og diskontinuerlig, forbundet med rummet eller dannet hvert øjeblik gennem tidens fremdrift …» (cit. efter den da. udg. s. 30).

Foucaults bog er et «kampskrift» mod den moderne tanke, der er funderet på mennesket, og hans «arkæologiske metode» går ud på at genskrive de historiske a priori – de tanker der muliggjorde forskydningerne. Han tilstræber ikke at finde årsagsforklaringer, eller afdække enkeltindividers eller enkelte gruppers forestillinger og handlinger, men vil vise AT de finder sted. Og hvor tager hans undersøgelse sit udgangspunkt? – i den fabelagtige «læsning» af øjeblikssituationen i Las Meninas, som dermed bliver hans ærkeeksempel på den nu tabte lighed mellem tegnet og det betegnede – signifianten og signifiéen – repræsentationens repræsentation, tingenes orden – det Samme.

Betyder globalisering at alle tegn viskes ud? Nej, globalisering betyder at identitet er en ælling, der vralter i fodsporene på en and. Dette har tv indset for længst. Derfor forsøger det i disse år at give sig ud for en and.

I tråd med Foucaults «bevægelige» rum har Llambías for nylig bl.a. diskuteret sin optagethed systemer, af måden hvorpå mennesket forstår og interagerer med sin (om)verden, og hvordan denne omverden interagerer med individet.5 Som det fremskrives i f.eks. A.P.O.L.L.O.N., står mennesket ikke længere i centrum. Det er en drabant, med Leibniz: en monade, der som alt andet (bøger, følelser, sommerfugle) kredser om og udveksler med et uoverskueligt systematisk strømmende princip, samtidig med det tilfører dette system energi.

Min søn blev en anden da han så at han var forskellig fra mig. Indtil da var han intet – og kunne for så vidt være blevet alt.

Det enkelte individ har ikke forudsætning for at begribe hele «grid'et», men verden får betydning – eksistens – i det øjeblik vi interagerer med den, når vi gen- og erkender den, som Llambías siger.

I modsætning til H.C. Andersens grimme ælling og Henrik Pontoppidans gumpetunge ørneunge i hønsegården (novellen «Ørneflugt», 1894) er der i Llambías moderne verden (naturligvis) ikke tale om arv og/eller miljø, men om meget mere. Som hidtil i dette vanvittig spændende og originale forfatterskab styrer læseren også her frem mod det af forfatteren beskrevne (syns)punkt hvor alt vipper, der hvor det går op for hende, at der ikke findes ét udsigtspunkt – en position – hvorfra man kan overskue alt, fordi man selv har ladet sig indskrive som en del i den sammenhæng man forsøger at fange. Hør blot her:

Det er klart at min søn ikke kunne være blevet til alt. Alt og anden er ikke det samme. Trækker man alt fra anden har man mere end folkesjælen tilbage.

og: Besøg www.llambias.info for forfatterskabsliste, sekundærliteratur, mm.


NOTER

1 I artiklen «Hvorfor står der en skulptur foran rådhuset» i tidsskriftet Kritik 133/1998 beskriver Llambías ideen og forarbejdet, bl.a. resultaterne af sin spørgeskemaundersøgelse. [Tilbake]

2 I Dansklærerforeningens fagblad DanskNoter 1/2000 gennemgår Llambías stadierne i arbejdet med og udviklingen af A.P.O.L.L.O.N. [Tilbake]

3 Jeg citerer lidt på kryds og tværs fra Anden, som er uden paginering. Billedserien består af i alt 12 billeder. Pamfletten fås for Dkr. 40 ved henvendelse til Space Poetry, Ahlefeldtsgade 24,3, Dk–1359 København K. [Tilbake]

4 Her citeres fra den da. udgave: Ordene og tingene. En arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket (1999). [Tilbake]

5 i tidsskriftet Spring 17/2001 [Tilbake]

Publisert 19. november 2001 | Til toppen av siden