1. Fra Marcel Proust: På sporet av den tapte tid

Og hvad angår "åndens glæder", kunne jeg så bruge det navn om de kolde og golde konstateringer, som mit klartskuende øje eller min skarpe dømmekraft opsummerede uden mindste glæde, og som forblev ufrugtbare? Men det er undertiden i det øjeblik da alt synes os tabt, at det varselglimt når os, der kan frelse os; man har banket på alle de døre, som ikke vender ind til noget, og den eneste dør, hvorigennem man kan komme ind, og som man forgæves kunne have søgt efter i hundrede år, den løber man uafvidende imod og den åbner sig.


Medens jeg tumlede med disse bedrøvelige tanker, var jeg kommet ind i Palæ Guermantes' gård, og i min distraktion havde jeg ikke set en vogn der kørte frem. På chaufførens råb fik jeg lige tid til at vige rask til side; og da jeg rykkede baglæns, kom jeg til at snuble over nogle groft tilhugne brosten, bak hvilke der lå en vognremise. Men i det øjeblik, jeg fik ligevægten igjen og satte min fod på en brosten, der lå lidt dybere end den foregående, veg al min modløshed for den samme lyksalighet, der på forskellige tidspunkter var blevet mig skænket af træer, jeg havde ment at genkende på en køretur omkring Balbec, ved synet af kirketårnene i Martinville, ved smagen af en lille sandkage dyppet i min te, alle de mange fornemmelser, jeg har talt om, og hvoraf Vinteuils sidste værker syntes mig at danne en syntese. Som i det øjeblik, da jeg nød sandkagen, var al ængstelse med hensyn til fremtiden, al intellektuel tvivl splittet. Den tvivl, der nys var faldet på mig om mine litterære evners virkelighed, ja, endog om litteraturens virkelighed, var nu hævet som ved trylleri. Denne gang lovede jeg dog mig selv ikke at slå mig til ro med den kendsgerning, at jeg ikke vidste, hvorfor de uløselige vanskeligheder uden at jeg på nogen måde havde gennemtænkt dem på ny, uden at jeg havde fundet noget afgørende argument i et nu havde mistet al deres betydning, som tilfældet var den dag, da jeg havde smagt på en sandkage, dyppet i en kop te. Den lyksalighed, jeg nå havde følt, var utvivlsomt den samme som den, jeg havde følt, da jeg spiste sandkagen, og hvis dybtliggende årsager jeg dengang havde opsat at eftersøge. Den rent materielle forskel lå i de fremmanede billeder. Et dybt himmelblå berusede mine øjne; en følelse af friskhed, af strålende lys omgav mig, og i mit ønske om at fange den uden at vove at røre mig mere, end da jeg nød smagen af sandkagen, samtidigt med at jeg søgte at lade det, den mindede mig om, nå ind til mig, blev jeg stående uden at bryde mig om, at jeg var til latter for en talløs mængde chauffører, og gentog bevægelsen fra før med den ene fod på den højereliggende og den anden på den lavereliggende brosten. Hver gang jeg blot rent materielt gjorde det samme skridt, var det til ingen nytte for mig, men dersom det lykkedes mig at glemme selskabet hos Guermantes og genfinde den fornemmelse, jeg havde haft ved at stille mine fødder således, strøg det blændende og utydelige syn på ny forbi mig, som om det sagde til mig: "Grib mig i flugten, hvis du besidder kraft dertil, søg at løse den lykkens gåde, jeg forelægger dig." Og næsten straks genkendte jeg den da; det var Venedig, som alle mine anstrengelser for at skildre det og de såkaldte øjeblikksbilleder, taget af min hukommelse, aldrig havde fortalt mig noget om, men som den fornemmelse, jeg engang tidligere havde haft, da jeg trådte på to ulike høje fliser i Sankt-Markus baptisteriet, havde givet mig tilbage igen sammen med alle de andre fornemmelser, der den dag havde været forenede med denne bestemte fornemmelse, som i forventning var blevet liggende på deres plads i rækken af de glemte år, hvorfra et brat tilfælde nu bydende havde hentet dem frem.


Tilbake