7. Fra Marcel Proust: På sporet av den tapte tid

På samme måde havde smagen af den lille sandkage genkaldt Combray hos meg. Men hvorfor havde billederne af Combray og Venedig det ene og det andet øjeblik skænket mig en glad vished, tilstrækkelig til uden andre beviser at gøre døden til noget ligegyldigt for mig? Medens jeg spurgte mig selv derom og var fast bestemt på endnu i dag at finde svaret, var jeg kommet ind i Palæ Guermantes, fordi vi altid lader den tilsyneladende rolle, vi spiller, den dag rollen som gæst, gå forud for den indre fornødenhet. Men da jeg var nået op på første sal, bad en hushovmester mig gå indenfor i et lille salon-bibliotek, med en buffet, indtil det musikstykke, der blev spillet, var forbi, da prinsessen havde givet ordre til, at dørene ikke måtte åbnes under udførelsen. I dette øjeblik kom en anden påmindelse, der styrkede den, de ujævne brosten havde givet mig, og opfordrede mig til at gå videre i min opgave. En tjener havde nemlig i sine frugtesløse anstrengelser for ikke at gøre støj klirret med en ske mod en tallerken. Den samme art lyksalighed, som de ujævne fliser havde skænket mig, fyldte mig på ny. Fornemmelsen var en ganske anden, af stærk varme, blandet med en lugt af røg, dæmpet af den friske luft af et skovparti, og jeg opdagede, at det, der syntes mig så ubehageligt, var den samme række træer, jeg havde fundet så kedelig at iagttage og beskrive, og som jeg nu et øjeblik, i en slags bedøvelse, syntes at stå lige overfor, i færd med at trække den ølflaske op, jeg havde i kupéen, i den grad havde, før jeg endnu havde fået tid til at fatte mig, den ganske tilsvarende lyd av skeen mod tallerken givet mig illusioner af den hammer, hvormed en jernbanemand havde ordnet noget ved et waggonhjul, medens vi holdt stille foran den lille skov. Da kunne man have troet, at de tegn, som den dag skulle drage mig ud af min modløshed og gengive mig min tro på litteraturen, med villie havde mangfoldiggjort sig; thi en hushovmester, der havde været i prinsen af Guermantes' tjeneste, havde genkendt mig, og for at spare mig for at gå hen til buffeten havde han bragt mig et lille udvalg af småkager og et glas orangeade ind i biblioteket. Jeg tørrede mig om munden med en serviet, han havde givet mig. Men ligesom en person fra Tusind og een nat, der uden at vide af det nøjagtigt udfører de ceremonier, der fremkalder en lydig ånd, synlig for ham alene, parat til at bære ham langt bort, gik der øjeblikkelig et nyt himmeblåt syn forbi mine øjne.


Tilbake