8. Fra Marcel Proust: På sporet av den tapte tid

Jeg forstod også, at livet kan anses for ringe og ubetydeligt, skønt det i særlige øjeblikke forekommer så smukt, fordi man i det første tilfælde bedømmer det efter noget helt andet end det selv, efter billeder, der ikke bevarer noget af livet, og derfor undervurderer det. I det højeste noterede jeg, som en ren biting, at den forskel, der er mellem hvert af de virkelige indtryk forskelle, der forklarer, at en ensartet skildring af livet ikke kan ligne rimeligvis beroede på følgende årsag: at selv det mindste ord, vi har sagt på et særlig tidspunkt af vort liv, den ubetydeligste gestus, vi har gjort, var omgivet af og belystes af genskæret af ting, som logisk set ikke hørte sammen med dem og er blevet udskilt fra dem af forstanden, der ikke havde mindste anvendelse for dem til brug for ræsonnementer, men midt i dem her aftenens rosenrøde refleks på en landlig restaurants blomsterklædte mur, en fornemmelse af sult, attrå efter kvinder, glæde over luksus, hist havets blå spiraler i morgenlyset omkransende musikstrofer, der dukker delvis op deraf som undiners skuldre ligger gebærden, den enkleste handling, lukket inde som i tusinde indesluttede kar, hvoraf hvert enkelt er fyldt med ting af absolut forskellig form, duft, temperatur; for ikke at tale om, at disse kar, der er fordelt over hele vort liv i dets vækst, alle de år, hvor vi ustanseligt har forandret os, om så blot med hensyn til drøm og tanke, er anbragt i helt forskellige højder og giver os fornemmelsen af sært varierede luftlag.


Tilbake