9. Fra Marcel Proust: På sporet av den tapte tid

I forbigående bemærkede jeg, at der ville blive store vanskeligheder ved at skabe det kunstværk, jeg allerede følte mig forberedt til at tage fat på, uden bevidst at have besluttet mig dertil. For jeg burde jo egentlig udføre de på hinanden følgende partier i et på en vis måde forskelligt stof. Det stof, der ville passe til erindringer om morgenen ved havets bred, ville være noget helt andet end det, der passede på eftermiddage i Venedig, være et derfra skarpt adskilt, nyt stof med en særegen gennemsigtighed og sonoritet, kompakt, opfriskende og rosenrødt og igen noget andet, dersom jeg ville skildre aftenerne i Rivebelle, hvor varmen i spisesalen, der vendte ud mot haven, begyndte at opløses, at falde igen og aflejre sig, medens et sidste skær endnu oplyste roserne på restaurationens væg, og dagens sidste vandfarver endnu var synlige på himlen. Jeg gled hurtigt hen over alt dette; der var noget andet, der på en mere bydende måde æggede mit sind: nemlig at søge årsagerne til denne lykkefølelse, det præg af sikkerhed, hvormed den påtvang sig en undersøgelse, jeg i sin tid havde udskudt. Denne årsag begyndte jeg at ane, når jeg sammenlignede disse lyksalige indtryk indbyrdes: de havde det tilfælles, at jeg følte dem på én gang i det nuværende øjeblik og i et fjernt øjeblik, fordi lyden av skeen mod tallerkenen, flisernes ujævnhed og smagen af sandkagen nåede så langt, at de lod fortiden gøre indgreb i nutiden og fik mig til at nære tvivl om, i hvilken af de to perioder jeg befandt mig. Sandheden var nok den, at det væsen, der dengang nød dette indtryk hos mig, nød det i det, der var ens for det på en fjern dag og nu, i det tidløse, der lå i det; et væsen, der kun viste sig igen, når det ved en af disse lejligheder, hvor fortid faldt sammen med nutid, kunne befinde sig i det eneste milieu, hvor det var i stand til at leve, at nyde tingenes egentlige natur, det vil sige uden for tiden. Det forklarede, hvorfor min ængstelse for døden var ophørt i det øjeblik, jeg ubevidst havde genkendt smagen af den lille sandkage; i dette øjeblik var jo det væsen, jeg dengang havde været, et tidløst væsen, følgelig uden bekymring for fremtidens omskiftelser. Det væsen var aldrig kommet til mig, havde aldrig åbenbaret sig for mig, undtagen når jeg var uvirksom, ikke optaget af umiddelbar nydelse, hver gang analogiens mirakel havde ladet mig slippe væk fra nutiden. Kun dette væsen havde magten til at lade mig slippe væk fra nutiden. Kun dette væsen havde magten til at lade mig gjenfinde de henfarne dage, den tabte tid, overfor hvilket min erindrings og min forstands anstrengelser bestandig led skibbrud.


Tilbake